Kampen om vanterne

Det var en af de koldeste dage sidste vinter. Førskolegruppen på fritidshjemmet havde lige spist madpakker og var nu på vej på legepladsen. Alle børnene vidste det var vigtigt at få varmt tøj på ud.

Børnene løb alle sammen ned i kælderen hvor garderoben lå. Den delte de med eleverne i skolen, de snart skulle gå på. Man blev mødt med lugten af brugt og fugtigt vintertøj, da vinteren efterhånden havde hærget et par måneder og tøjet derfor sjældent nåede at blive helt tørt, inden det skulle være klar til næste tur i sneen. Børnene skyndte sig i tøjet, de skulle hurtigt ud for at kælke. Nogen hurtigere end andre.

Da alle børnene var løbet af sted, opdagede jeg at Viggo ikke var gået endnu. Han stod og rodede rundt i sin kasse. Viggo var en meget udad reagerende dreng, hvis tålmodighed ikke altid var den største. Viggo havde nogle problemer, som gjorde at han i nogle dage blev fulgt af en konsulent fra PPR, der skulle finde ud af hvordan vi bedst kunne hjælpe ham til en bedre hverdag.

Jeg spurgte ham, om han havde brug for hjælp og han svarede surt at han ikke kunne finde nogle tørre vanter, da dem han havde var klaskvåde fra en tur i sneen tidligere på dagen. Jeg sagde til ham at jeg ville finde et par vanter han kunne låne, hvilket han ikke var interesseret i. Han brød sig ikke om at låne ting fra lånekassen, det var ofte en smule problematisk, når nu hans egen skiftekasse yderst sjældent var tilstrækkeligt fyldt.

Jeg gav dog ikke op, i den kulde kunne man ikke undvære vanter, og prøvede med alverdens forslag, såsom at finde hans storebrors vanter, som storebroren havde givet ham lov til og jeg viste ham alle de forskellige vanter der lå i kassen. Ingen af forslagene duede og Viggo blev mere og mere opkørt og vred, han mente nu at han bare kunne gå ud uden vanter. Gode råd var dyre og jeg blev selv mere presset i situationen. Det er ikke let at håndtere et vredt barn og blive ved med at være fattet og konkret, samtidig med, man bliver observeret af en PPR-konsulent. 

Jeg startede med at være fast på besluttet på at han ikke skulle ud uden vanter, episoden endte dog med at Viggo gik ud uden vanter og jeg måtte opgive. Viggo fandt dog ud af efter 5 minutter ude i kulden at vanter var nødvendige og gik derefter ind og hentede et af de mange forslag jeg tidligere havde vist ham. Han drog ud i sneen igen med vanter og en noget træt pædagogmedhjælper i hælene.