Nå, men denne gang vil jeg altså så dele en fortælling med Jer.. En fortælling vi fik til opgave at skrive i DKK .. Den skulle omhandle en "pædagogisk erfaring". Jeg har valgt en fortælling fra folkeskolen - Håber I kan lide den :)
"En helt fantastisk lærer"
Hans navn var Niels. En 60-årig sød og rar mand med briller og skæg, som kun havde tilbage at føre vores 7.klasse til afgangseksamen i 9.klasse, før han ville trække sig tilbage og nyde livet med hans familie og golfspil, som han allerede nu brugte en del af sin fritid på.
Alle elskede ham. Piger som drenge. Han var en af de få personer på skolen, som virkelig åndede og levede for sit arbejde. Man kunne regne med ham til hver en tid og i hver en sammenhæng. Var du ked af det gik du til Niels, havde du en sjov historie gik du til Niels, havde du spørgsmål om dit og dat gik du til Niels osv. osv. Alt i alt, Niels var en ener og helt speciel. Niels tog alle seriøst når de skulle tages seriøst og grinede af folk, når det var på sin plads at grine ad dem. Det var nok også derfor, at vi alle havde den respekt for ham, som vi nu engang havde.
Jeg husker tydeligt hvad der skete, når en af os lige skulle spille en tand for smart (teenager var man vel). Niels råbte ikke, skreg ikke og slog ikke i bordet når han ville have os til at falde til ro, som stort set alle andre lærere var vant til. Nej den sætning, som han altid brugte, og som altid virkede, husker jeg tydeligt den dag i dag: ”Hvis Du ikke kan opføre dig ordentligt, så kan du pakke din kuffert og gå”. Lige præcis dén sætning, var der ingen der kunne udstå. Vi blev alle mundlamme og kunne simpelthen ikke finde på noget at svare igen med. Ingen brød sig om at tænke på, at Niels ikke kunne lide os mere, eller at han ikke ville have os i klassen længere, for vi kunne jo godt lide ham? Efter sætningen var sagt, var der stilhed i et-to minutter og derefter var den gode stemning atter tilbage i klasselokalet.
Ingen bar nag og jeg mindes ikke, at have set en forlade lokalet en eneste gang. Hans navn var Niels og alle elskede ham.
- Michelle
Ingen kommentarer:
Send en kommentar